Vejledning

Hvad kan du bruge Center for Voksenvejledning til?

Center for Voksenvejledning tilbyder vejledningsforløb til dig der er ledig, over 30 år, og er i tvivl om hvordan du kan komme videre i arbejdslivet. Det kan være i forbindelse med ønske om et brancheskift eller hvis du gerne vil gå fra at være ufaglært til at være faglært. Det kan også være, at du er usikker i forhold til egne ønsker og muligheder, eller synes det er svært at overskue de mange opkvalificerings- og uddannelsestilbud som eksisterer. 

Herunder kan der downloades en folder med
yderligere information.

Vejledningsforløbet: ”Fokus gennem vejledning”

Du kan få et vejledningsforløb i Center for Voksenvejledning, hvis du har deltaget i et af temamøderne.

Et temamøde varer 2 timer og finder sted hver mandag (med enkelte undtagelser) i tidsrummet kl. 9- 11. Her vil du blive orienteret om de brancheområder hvor der er efterspørgsels efter arbejdskraft, få en orientering om arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og erhvervsuddannelser (EUD), samt de økonomiske ordninger der findes i forbindelse med opkvalificering og uddannelse. 

Efter temamødet får du en samtale med en uddannelsesambassadør og her besluttes det, om du vil have udbytte af et vejledningsforløb i Center for Voksenvejledning. Hvis du, efter samtalen, ikke har behov for et vejledningsforløb, vil uddannelsesambassadøren lave en plan med dig, som din rådgiver vil blive orienteret om. 

Har du spørgsmål til temamødet, så kan du kontakte uddannelsesambassadør Thomas Mølgaard på 9931 9196/2526 9196 eller på mail: tlm-jobcenter@aalborg.dk

Tilmelding til temamødet

Du bliver tilmeldt til temamødet af din A-kasse eller af jobcenteret.
Temamødet afholdes mandage kl. 9.00-11.00 på Sofievej 61, 9000 Aalborg. 
Samme adresse som AMU Nordjylland.

Kom i god tid, da der kan være pres på parkeringsmulighederne, og skolen er stor. Henvend dig i receptionen, som er behjælpelige med at vise vej til mødelokalet, hvor temamødet afholdes.

Gruppeforløbet: ”Fokus gennem fællesskab”

På dette forløb vil du i samvær med andre i samme situation, blive inspireret til at komme i gang med uddannelse eller opkvalificering.

• Du vil få orientering om hvilke brancher, arbejdsområder og kompetencer, der aktuelt efterspørges på det regionale arbejdsmarked
• Du vil få inspiration til vedligeholdelse af egne kompetencer, muligheder for brancheskifte og inspiration til job, opkvalificerings- og/eller uddannelsesønsker
• Du vil få inspiration og hjælp til at arbejde med dine ansøgninger og dit CV
• Du vil komme på virksomhedsbesøg
• Du får et indblik i fysisk og psykisk nedslidning
• Du vil få mulighed for en sundhedssamtale
• Du vil få individuelle vejledningssamtaler

Det kan du forvente af “Fokus gennem fællesskab”
• Du deltager på et hold med andre ledige – undervejs får du individuelle vejledningssamtaler – forløbet varer 4 uger – med fremmøde 4-5 dage om ugen
• Der vil blive lagt vægt på, at I kan lytte til, sparre med og inspirere hinanden
• I de individuelle samtaler har vi fokus på afklaring af dine muligheder på arbejdsmarkedet – evt. via omskoling/brancheskifte
• Du vil få information om, hvordan du kan støttes i evt. udfordringer såsom ordblindhed, ADHD, dårlige skoleerfaringer eller lignende
Forløbet afsluttes med en plan, som du i samråd med din rådgiver i Jobcenteret, kan gå videre med.

Hvem kan deltage?
Du er ledig, over 45 år og bor i Aalborg Kommune. Forløbet er især henvendt til dig, der er psykisk eller fysisk nedslidt eller er i risiko for at blive det.
Sådan bliver du tilmeldt
• Du skal kontakte dit jobcenter, som tilmelder dig forløbet
• Er du i A-kasse hos 3F, HK Nordjylland, FOA Nordjylland eller Dansk Metal, kan din A-kasse også tilmelde dig.

Folder målrettet:

Uddannelseshuset

 

Folder målrettet:

“Fokus gennem vejledning” &
“Fokus gennem fællesskab”

Hjælp os med at blive bedre

Hvis du opdager fejl i nogle af vores link her på siden, må du også meget gerne give besked til en
uddannelsesvejlederne i Center for Voksenvejledning.
Hvis du har ideer til noget vi kan gøre bedre, skal du ikke tøve med at kontakte os. 

Hvad er et vejledningsforløb i Center for Voksenvejledning?

Et vejledningsforløb i Center for Voksenvejledning begynder altid med at du deltager i et temamøde.

Temamødet skal inspirere og motivere dig, til at kigge på nye muligheder i dit arbejdsliv. Efter temamødet skal du have en samtale med en uddannelsesambassadør. Hvis det bliver besluttet, at du skal deltage i et vejledningsforløb i Center for Voksenvejledning vil du først og fremmest have samtaler med en uddannelsesvejleder. Hvor mange samtaler afhænger af hvem du er, og hvor hurtigt du bliver klar over, hvilken retning du vil arbejde frem imod. 
Vejledningsforløbet vil have fokus på kompetenceløft og/eller uddannelse. 

Vejledningsforløbet vil ud over samtalerne bestå af nogle hjemmeopgaver, hvor du skal arbejde med dine egne interesser og muligheder. 
Vejledningsforløbet kan også bestå af virksomhedspraktik og afklaring af de ting du allerede kan, i forhold til det at påbegynde en opkvalificering/uddannelse (det hedder Realkompetenceafklaring og forkortes ofte RKV). Hvis vejledningsforløbet skal indeholde andre ting, skal det altid aftales med din jobcenterrådgiver. 
Du har, sammen med din uddannelsesvejleder, mulighed for at aftale vejledning og støtte til at begynde på uddannelsen, helt op til uddannelsesstart.